mandag den 6. oktober 2008

Påklædningsdukker er jo ikke bare påklædningsdukker.

Min barndoms samling bestod bl.a. af Store Marie, Mary Hart Line, Birgitte Brun (senere Price), en guvernante fra et ugeblad, en masse søde piger tegnet af Iben Clante og mange andre. Store Marie var min yndlingsdukke og jeg tegnede tøj i massevis til hende. Den ene mere fantastisk end den anden. Jeg tegnede også rigtig mange påklædningsdukker og i dag ærgrer det mig, at jeg smed dem ud, fordi jeg syntes de var grimt tegnet. Øv øv.
Da jeg startede sådan for alvor med at samle, købte jeg alt, hvad jeg stødte på af påklædningsdukker. Uden nogen skelnen til, om de var pæne – tegnede, stilen, standen – og prisen. I dag er jeg noget mere kritisk og køber ikke bare hvad som helst. Det er hovedsageligt mit budget (ca. 3.000,- kr. om året), der begrænser mig og ikke udbuddet.
Mine favoritter i dag er helt klart Dorte Kortzau, Iben Clante og påklædningsdukker af børn, tegnet med en bestemt sødme, som er lidt svært at forklare. Jeg vil her komme med en kort beskrivelse af både Dorte Kortzau og Iben Clante.


DORTE KORTZAU:
Jeg er rigtig glad for påklædningsdukker tegnet af Dorte Kortzau. De har en meget sødmefuld stil, men også lidt fræk i udtrykket. De er ofte buttede, glade og udadvendte og stilen er livlig og udviser en udtalt livsglæde.
Jeg er meget betaget af dem. Desværre har jeg ikke så mange af Dortes originale påklædningsdukker, da de ret dyre og det er ikke så tit at originalerne bliver udbudt til salg.
Biografi over Dorte Kortzau; hun blev født i 1914 og døde i 1978.
I 1940 tegnede Dorte den første Store Marie og Lille Marie, som påklædningsdukker til Jensen & Møller. (Senere tegnede Gerda Winding Marie-dukkerne). Arket blev udleveret gratis af købmanden. Det var lavet som et reklamefremstød for Marie-kiks, tegnet med de karakteristiske rødternede kjoler i samme mønster som kiksepakkerne. Ville man have flere kjoler til Store eller Lille Marie, måtte man købe en pakke Marie-kiks.
I løbet af 50erne og 60’erne udførte Dorte en stor produktion af påklædningsdukker.
Hun tegnede også reklamer, konfektionstegninger i ugeblade, julekalendere, kravlenisser, i poesibøger, glansbilleder, forskellige postkort, plakater og sidst og ikke mindst ugebladsillustrationer til bl.a. Søndags-BT, Hendes verden, Flittige hænder, Tidens kvinder, Politiken.
Hendes stil rakte fra omhyggeligt udførte novelleillustrationer til de lette, udtryksfulde stregtegninger, som blev hendes allerstørste force og som jeg er forelsket i. Gennem hele sit liv illustrerede Dorte en lang række bøger, mest for børn og unge, men også bøger med emner for voksne, som sundhed, skønhed, mad og drikke, bl.a. ”Kvindernes Hvem Hvad Hvor” i årene 1958 – 77. Ligesom hun var en meget brugt og elsket illustrator af korte pjecer. I flere perioder designede hun tapeter og tekstiler. I sine sidste år udførte Dorte 124 smukke, morsomme og personlige illustrationer til 21 af H.C. Andersens eventyr, hvorfra de 10 nåede at udkomme i samlemappe kort før hendes død.
(Kilder: Birgitte Glob & Mette Winge: Pigedrømme - om danske påklædningsdukkers historie. Samleren, 1999. ;
www.heroldsvarehus.dk ; Værket / Kis Eg. 2004-2007)

IBEN CLANTE :
Iben har tegnet flere af mine bedste påklædningsdukker; dem jeg legede rigtig meget med som barn og slitagen er også tydelig. Jeg har derfor valgt at købe ”nye” af de meget slidte. Hun har hovedsageligt tegnet børn i livlige, klare farver og mønstre. Sødmen som også findes hos Dorte Kortzau findes også hos Iben Clante. Stregen ligner også meget Dorte Kortzaus; især i tøjet. I en periode arbejdede Iben Clante og Dorte Kortzau bord ved bord.

Biografi over Iben Clante; hun blev født i 1911 og døde i 1985.
Uddannet reklametegner med en omfattende produktion af illustrationer til børnebøger i ind- og udland. Iben Clante har i sit produktive tegnerliv 1940-1975 lavet illustrationer til et utal af børnebøger bl.a. Pixibøger, Ællebællebøger, børnerim og –sange, samt tegnet kravlenisseark, engleark og julekort. Hun var i starten tilknyttet Illustrationsforlaget, som også har udgivet hendes første påklædningsdukker. Senere var hun tilknyttet Forlaget Carlsen.
Iben Clantes påklædningsdukker blev bl.a. udgivet i flotte hæfter, hvor dukken havde sit hjem/have (pop-up-bøger), små bøger og ark med påklædningsdukker. Flere af hendes påklædningsdukker er udgivet i flere størrelser.
(Kilder: Birgitte Glob & Mette Winge: Pigedrømme - om danske påklædningsdukkers historie. Samleren, 1999. ; www.tegneseriemuseet.dk ; Værket / Kis Eg. 2004-2007)

Jeg synes, det er lidt sjovt, at Iben Clante og Dorte Kortzau tidsmæssigt udgiver mange påklædningsdukker samtidigt. De arbejdede sågar sammen. Det kan ses også i tøjstilen. Men det er Iben Clantes påklædningsdukker, som der umiddelbart findes flest eksemplarer af til salg og de er ikke helt så dyre som Dorte Kortzaus og det er nok også derfor min samling af Iben Clante er 3 gange så stor som min samling af Dorte Kortzaus påklædningsdukker.
Hilsen Margit



2 kommentarer:

Guillatiri sagde ...

Hej Margit.
Det er rigtig spændende at få indblik i en verden, jeg ikke ved noget om. Og du ved godt nok, hvad du taler om!
Super god (s)ide.

Sabine sagde ...

Hej Margit,
tillykke med trin8 - og det er da også helt rigtigt, at det er superflot, det du har skrevet om påklædningsdukker - med kildeangivelse og det hele - det kan vi bibliotekarer jo li' :o)
Jeg kunne godt falde for danseparret - går jo selv til dans...
KH Sabine